Fremvisning af letbanetog nr. 1, september 2023

Se nyt fra Hovedstadens Letbanes bestyrelse

Bestyrelsen i Hovedstadens Letbane er udpeget af ejerne, dvs. de 11 kommuner og Region Hovedstaden. Der er ni medlemmer af bestyrelsen, og formand er Jakob Thomasen, som er udpeget af både Borgmesterforum, der er udgjort af borgmestrene fra de 11 ejerkommuner, samt Region Hovedstaden.

Nyt fra bestyrelsen

Nyt fra bestyrelsesmøde, 7. september 2023

På mødet fik bestyrelsen en gennemgang af fremdriften for anlægget af Hovedstadens Letbane. Projektet er inde i en intensiv fase, hvilket også er synligt for trafikanter og naboer på strækningen.

Arbejdet på Hovedstadens Letbane har god fremdrift, og der bliver arbejdet på stort set hele strækningen fra Ishøj til Lyngby. Det er et komplekst projekt, og det kræver tæt samarbejde mellem entreprenører, vejmyndigheder, ejere og Hovedstadens Letbane for løbende at finde løsninger på kritiske strækninger og kryds således, at arbejdet kan udføres bedst under hensyntagen til trafikken og naboer,” siger bestyrelsesformand Jakob Thomasen.

På mødet godkendte bestyrelsen selskabets halvårsregnskab for 1. halvår 2023. Bestyrelsen blev orienteret om, at der i forhold til 2. kvartal 2023 er sket en nedjustering af det samlede risikoniveau for projektet med ca. 1 mia. kr. Nedjusteringen skyldes primært de aftaler, som selskabet har indgået med entreprenørerne, og det reviderede anlægsbudget for projektet, som ejerne godkendte på et ekstraordinært interessentskabsmøde den 22. juni 2023. Åbningstidspunktet for letbanen er fortsat 2025.

Arbejdsmiljø
I perioden fra maj til og med juli 2023 har letbaneprojektet haft ni arbejdsulykker med fravær. Selskabet har fortsat en målsætning om at rette op på entreprenørernes utilfredsstillende sikkerhedspræstation for at kunne leve op til visionen om, at alle kan gå sikkert på arbejde. Hovedstadens Letbane fortsætter med at holde Safety Orientation-kursuser for medarbejdere fra entreprenørerne med det formål at understøtte en god sikkerhedskultur og forebygge arbejdsulykker. Samlet set har ca. 1000 medarbejdere fra entreprenørerne deltaget på kurset på projektet.

Sikkerhedsgodkendelse
På mødet fik bestyrelsen en orientering om arbejdet med sikkerhedsgodkendelsen af letbanen. Hovedstadens Letbane har sammen med entreprenørerne på projektet fra starten haft fokus på at sikre den nødvendige dokumentation for at kunne opnå godkendelse af infrastruktur og tog. Tilsvarende er der et tæt samarbejde med driftsoperatøren for at sikre de nødvendige sikkerhedsgodkendelser til at drive letbanen. Hovedstadens Letbane har undervejs delt erfaringer med Aarhus Letbane og Odense Letbane om deres proces med sikkerhedsgodkendelse.

Første tog ankommet
Bestyrelsesmødet fandt sted på Hovedstadens Letbanes kontrol- og vedligeholdelsescenter i Glostrup, hvor bestyrelsen kunne besigtige det første letbanetog, som ankom til Danmark i slutningen af august måned. Toget vil blive vist frem for pressen ved et arrangement den 15. september og for andre interesserede og offentligheden ved et Åbent Hus-arrangement den 29. oktober 2023.​